FRA PRAKTISK STI TIL ADRENALINJUNKIERNES LEGEPLADS
El Caminito del Rey blev bygget i starten af 1900-tallet af et vandforsyningsselskab, der skulle bruge adgang mellem to vandkraftværker, der lå i hver sin ende af El Chorro-kløften. For at gøre det lettere at transportere materialer gennem kløften, fik man sømænd, der var vant til at arbejde oppe i høje skibsmaster, til at hugge en sti ind i den stejle klippeside. Stien fik i 1921 navnet El Caminito del Rey – ”Den lille kongesti” efter at Kong Alfonso XIII gik ruten. Med tiden gik stien i forfald, og som konsekvens blev ruten lukket for industriel transport. I stedet tiltrak kløften adrenalinjunkier i massevis, der satte livet på spil på de lodrette klippevægge, men på grund af flere tragiske dødsulykker blev ruten definitivt lukket i 2001.